Mr Whichers mistanker

Uddrag af Mr Whichers Mistanker – eller Mordet i Road Hill House af Kate Summerscale:

Prolog

Paddington Station, 15. juli 1860

Søndag den 15. juli 1860 betalte vicekriminalkommissær Jonathan Whicher fra Scotland Yard 2 shilling for en droske der bragte ham fra Millbank, lige vest for Westminster, til Paddington Station, udgangspunktet for Great Western Railway i London. Der købte han to togbilletter: en til Chippenham, Wiltshire, en tur på 150 km, for 7 shilling og 10 pence, og endnu en fra Chippenham til Trowbridge, yderligere godt 30 km, for 1 shilling og 6 pence. Dagen var varm: For første gang den sommer havde temperaturen sneget sig op over 20 grader.
Paddington Station var en skinnende hvælving af jern og glas, bygget af Isambard Kingdom Brunel seks år tidligere, og varm indvendig af røg og sol. Jack Whicher kendte stedet udmærket – Londons tyve trivedes blandt de bølgende anonyme menneskemasser på de nye jernbanestationer, trafikken ud og ind, det betagende virvar af typer og klasser. Her var essensen af den by som detektivkorpset var blevet oprettet til at overvåge. William Friths The Railway Station, et panoramisk maleri af Paddington i 1860, viser en tyv som bliver pågrebet af to civilklædte betjente med bakkenbarter, sort tøj og høje hatte, rolige mænd der kunne lægge en dæmper på uroen i denne metropol.
På denne station arresterede Whicher i 1856 den prangende klædte George Williams for at have stjålet en pung med £5 fra Lady Glamis- lomme – detektiven fortalte i retten at han havde “kendt fangen i årevis som medlem, endda et højtstående medlem, af en bande af gentlemantyve”. På samme
station pågreb han i 1858 en korpulent, rødmosset kvinde på omkring 40 år i en andenklasses kupé i et Great Western-tog, med ordene: “Deres navn, tror jeg, er Moutot.” Louisa Moutot var en berygtet svindler. Hun havde brugt et alias – Constance Brown – til at leje en herskabsvogn, en page og et møbleret hus i Hyde Park. Hun fik derefter en ansat hos juvelerfirmaet Hunt and Roskell til at komme forbi med armbånd og halskæder, så Lady Campbell kunne se dem. Moutot bad om lov til at tage juvelerne ovenpå til sin frue, som hun påstod var sengeliggende.
Juveleren overlod hende et armbånd til en værdi af £325, og Moutot forlod stuen.
Efter 15 minutters venten tog han i døren og fandt at den var låst.
Da Whicher fangede Moutot på Paddington Station, bemærkede han at hun havde travlt med hænderne under kappen. Han greb hendes håndled og fandt det stjålne armbånd.
På sig havde hun også en mandeparyk, et par falske bakkenbarter og et falsk
overskæg. Hun var en moderne storbykriminel, mester i den form for snedigt
bedrag som Whicher var ekspert i at afsløre.

Jack Whicher var en af de otte første Scotland Yard-detektiver. I de 18 år der var gået siden styrken blev oprettet, var disse mænd blevet mystiske og feterede skikkelser, Londons hemmelige, altseende småguder. Charles Dickens fremhævede dem som forbilleder for det moderne menneske. De var lige så magiske og videnskabelige som de andre undere der kom frem i 1840′rne og 1850-erne – kameraet, den elektriske telegraf og jernbanetoget. Som telegrafen og toget syntes detektiven at kunne springe i tid og rum; som kameraet syntes han at kunne fastfryse dem – Dickens bemærkede at detektiven “med et enkelt blik straks skaber sig et overblik over møblementet i en stue og laver sig en præcis skitse” af beboerne. En detektivs
undersøgelser, skrev forfatteren, var “skakspil med levende brikker” og “ikke
beskrevet noget sted”.
Med en alder af 45 år var Whicher alderspræsident blandt Metropolitan-detektiverne – “detektivernes fyrste”, sagde en kollega.
Han var en tætbygget mand; hans tøj var slidt, men hans manerer dannede, “mindre og kraftigere” end de andre officerer, bemærkede Dickens, og i besiddelse af “en reserveret og tænksom mine, som om han var fordybet i matematiske beregninger”.
Hans ansigt var fyldt med ar efter kopper. William Henry Wills, Dickens’
assistent på hans blad Household Words, så Whicher i aktion i 1850. Hans
gengivelse af hvad han bevidnede, var den første offentliggjorte beskrivelse af
Whicher, ja, faktisk af nogen engelsk detektiv.
Wills stod på trappen i et hotel i Oxford og udvekslede høflige bemærkninger med en franskmand – han bemærkede “de kulsorte, skinnende støvler og handskernes umådelige hvidhed” da en fremmed dukkede op i foyeren nedenfor. “På måtten for foden af trappen står en mand. En almindelig, ærligt udseende person, uden noget overvældende i sin fremtræden eller frygtindgydende i sit ansigt.” Dette syn havde en voldsom effekt på franskmanden, som “løfter sig op på tæerne som om et skud pludselig gav ham overbalance; hans kinder blegner, hans læbe dirrer. Han ved at det er for sent at vende om (det ville han tydeligvis, hvis han kunne), for mandens øje hviler på ham.”
Den fremmede med et blik som en revolver, trådte op på trappen og gav franskmanden besked om at forlade Oxford, og tage resten af sit “slæng” med sig, med toget klokken syv. Han gik derpå ind i hotellets spisesal og hen til tre mænd der var i færd med at spise og drikke tæt. Han satte knoerne på bordet, lænede sig fremover og betragtede mændene en for en. “Som ved magi”
stivnede mændene og blev stille. Den uhyggeligt magtfulde fremmede beordrede trioen til at betale deres regning og tage toget klokken syv til London. Han ledsagede dem til Oxford Station, og Wills fulgte efter.
På stationen oversteg journalistens nysgerrighed hans frygt for mandens “åbenbare almagt”, og han spurgte ham hvad der foregik.
“Sagen er,” svarede manden Wills, “at jeg er kriminalassistent Witchem, detektiv hos politiet.”
Whicher var “et mysterium”, som Wills udtrykte det, prototypen på den mystiske, tilbageholdende efterforsker. Han dukkede op ud af det blå, og selv hans afsløring af sig selv, var dækket under et alias. “Witchem”, det navn Wills giver ham, antyder opdagelse – ‘Which of ‘em?’ (Hvem af dem?) – og magi ‘Bewitch ‘em’ (Fortryl dem). Han kunne forstene en mand eller gøre ham stum. Mange af de træk som Wills så hos Whicher, genfindes hos fiktionens detektivhelte: Han så almindelig ud, havde et skarpt blik, et kvikt hoved, og var stille. I overensstemmelse med hans diskretion, og hans profession, er ingen billeder af Whicher fra denne periode blevet bevaret. De eneste spor der fortæller om hans udseende, er Dickens’ og Wills’ beskrivelser og detaljer på hans afskedspapirer fra politiet: Whicher var 1,73 m høj, hans hår var brunt, hans hud var bleg, hans øjne var blå.

Hos jernbanestationens boghandlere kunne de rejsende købe billigbøger
med detektiv-’erindringer’ (faktisk samlinger af noveller) og blade der fortalte
mysterier af Dickens, Edgar Allan Poe og Wilkie Collins. Den weekends udgave af Dickens’ nye blad All The Year Round bragte 31. afsnit af Wilkie Collins’ Kvinden i hvidt, den første af de ‘sensationsromaner’ der kom til at dominere 1860′erne. I historien var der hidtil sket det at den skurkagtige Sir Percival Glyde havde indespærret to kvinder på en galeanstalt for at skjule en mørk episode i sin families fortid. I afsnittet fra den 14. juli brænder den feje
Glyde ihjel i en kirkes sakristi mens han forsøger at tilintetgøre beviser på
sin hemmelighed. Fortælleren så kirken brænde: “Jeg hørte intet andet end den stadig voldsommere knitren af flammer, og de skarpe smæld fra glasset i
vinduerne øverst oppe. Vi leder efter liget. Den svidende hede i vores
ansigter driver os tilbage: Vi ser intet – over os, under os, gennem hele rummet ser vi intet andet end en mur af levende ild.”
Det dødsfald som Whicher havde forladt London for at undersøge, var et brutalt mord, tilsyneladende uden motiv, begået på et landsted nær Trowbridge i Wiltshire. Et mord som havde forbløffet det lokale politi og den landsdækkende presse. Selvom offerets familie udadtil var respektable, gik der rygter om at de havde hemmeligheder som handlede om hor og vanvid.
Et telegram sendt via Great Western Railway havde tilkaldt Whicher til Wiltshire, og et tog fra samme selskab bragte ham dertil. Klokken to om eftermiddagen trak en stor sekshjulet dampmaskine hans vogn – holdt i chokolade- og flødefarver – ud fra Paddington Station ad et spor der var syv fod bredt. Great Western Railway var den jævneste, hurtigste og mest
stabile jernbanestrækning i England. Selv et penny-a-mile-tog, som Whicher
rejste med, syntes at stryge henover det flade landskab til Slough og glide over jernbanebroens brede buer ved Maidenhead. I J.M.W. Turners maleri Rain, Steam, and Speed – the Great Western Railway (1844) suser et lokomotiv over denne bro ude fra øst, et mørkt projektil i et brus af skinnende sølv, blåt og gyldent.

Whichers tog ankom til Chippenham klokken 17.37, og otte minutter senere
skiftede han til forbindelsen til Trowbridge. Det ville tage ham under en time
at nå frem. Den historie som ventede på ham – summen af de oplysninger som politiet, dommere og journalister i Wiltshire havde indsamlet – begyndte to uger tidligere, den 29. juni.

Tilbage til forsiden.